Alle nyheder
Ejendomsfamilie retter blikket mod alternativ boligform: "Vil udvikle sig kolosalt"
Bestyrelsesformanden i Kartago-koncernen, Hans Thygesen, håber på, at man allerede i efteråret kan præsentere et nyt og anderledes projekt, end udbyderen hidtil har haft inde i foldene.
Kartago-koncernen, ejet af Thygesen-familien fra Charlottenlund, har siden 1988 udviklet og formidlet ejendomsinvesteringer for mere end 9 mia. kr.
I en god håndfuld år har koncernen primært fokuseret på nordeuropæiske retailejendomme på centralt beliggende adresser. Men nu bevæger Kartago sig i en ny retning.
Ifølge bestyrelsesformand og stifter Hans Thygesen vil en helt anden ejendomstype fremover dominere koncernens investeringer, fortæller han i et interview med EjendomsWatch.
Omdrejningspunktet er det altomspændende fænomen ESG, og i modsætning til andre projektudviklere og -udbydere, der har kastet sig over E’et, environment, og fokuseret på blandt andet solcelleparker, vil man i Kartago-koncernen først og fremmest beskæftige sig med S’et, social.
Bestyrelsesformanden i Kartago-koncernen, Hans Thygesen, håber på, at man allerede i efteråret kan præsentere et nyt og anderledes projekt, end udbyderen hidtil har haft inde i foldene.
”Generelt vurderer vi en række projekter inden for ESG, og vi tror på, at det langsigtet kommer til at kunne betale sig bedst at investere i socialfunderede ejendomsprojekter,” siger Hans Thygesen.
Snart klar med første projekt
Siden begyndelsen af 2024 har Kartago Capital, koncernens projektudbyder, endnu ikke præsenteret nye projekter for investorer.
Et goldt transaktionsmarked svækket af rentestigninger har gjort det besværligt at finde de rette projekter. Det har resulteret i en bevidst afventende strategi, fortæller Hans Thygesen.
”Vi vil ikke udbyde projekter på et samlebånd, blot for at gøre det. Det er ikke nogen bæredygtig strategi for os,” siger han og forklarer, at selskabet forventer et beskedent rentefald i løbet af 2024 og 2025, der vil gøre projekter mere profitable.
Hans Thygesen ser dog nu muligheden for snart at kunne præsentere et nyt projekt, hvor boliger målrettet sociale behov er i centrum.
”Det er et område, der vil udvikle sig kolossalt i fremtiden. Vi skal selvfølgelig først føle os frem, men vi synes, at det vi har identificeret indtil nu, ser spændende ud,” siger han.
Er det så med tanke på boliger målrettet bestemte aldersgrupper såsom seniorboliger?
”Det kunne sagtens være, men måske lidt mere forbundet med sygdomsbetinget efterspørgsel, hvor vi især synes, at det danske og generelt det skandinaviske marked er meget interessant.”
Formanden forventer, at det første projekt med socialt fortegn via Kartago Capital allerede kommer i udbud i efteråret, højst sandsynligt til professionelle investorer – men han holder stadig kortene tæt til kroppen, når det kommer til nærmere detaljer.
Frigør kapital til nye investeringer
ESG-investeringer er ikke kun i fokus hos Kartago Capital. Som privat ejendomsinvestor med en ejendomsportefølje til en samlet værdi på cirka 1,3 mia. kr. og som majoritetsejer af det børsnoterede German High Street Properties (GHSP) ser Hans Thygesen også muligheder inden for ESG på andre fronter.
Hos GHSP har man for nyligt aflagt halvårsrapport for 2024, hvor man endte med et tab på lidt over 8 mio. kr. efter skat sammenlignet med et overskud på 1,1 mio. kr. i samme periode sidste år 2023.
I forbindelse med halvsårsrapporten annoncerede GHSP desuden en kapitalrejsning på 8 mio. euro eller knap 60 mio. kr. Det igangsættes ifølge Hans Thygesen, der også bestyrelsesformand foretagendet, for at mindske en gæld, der udgør omkring en kvart milliard.
”Vi vil gerne bevæge os over i en situation, hvor vi har en lavere gæld og dermed et bedre afsæt, hvis vi ønsker at købe nye ejendomme.”
For nuværende består det børsnoterede selskab, som navnet antyder, udelukkende af tyske retailejendomme med strøgbeliggenhed, men på sigt vil man gerne placere en række af pengene i det skandinaviske marked, hvor især Danmark og Sverige er på radaren.
”Og det kunne sagtens være i ESG-projekter,” fastslår Hans Thygesen, der forklarer, at ejendomsbranchen i Tyskland er et relativt tungt maskineri i Tyskland, der er sværere at administrere end i Skandinavien, hvor selskabet også tidligere har haft ejendomme, som er solgt fra med fortjeneste.
Betyder det, at I søger at sælge de tyske ejendomme fra?
”Det er ikke noget, vi har på tegnebrættet. Kommer der et godt bud, så vil vi selvfølgelig overveje det seriøst, da vi gerne vil bevæge os mere over i det skandinaviske marked,” siger formanden og åbner for, at det skiftende fokus, kan resultere i et navneskift.
Oplever rig investorlyst
Ifølge Hans Thygesen findes der en stor investorgruppe, der enten primært eller udelukkende efterspørger ejendomme orienteret mod ESG.
Det gælder bl.a. pensionsselskaber, større familiefonde og meget velhavende mennesker, som ønsker at være alene om et projekt. Men selvom blikket er rettet mod ESG, forklarer Hans Thygesen, at man ikke kun er fastlagt på det segment.
”Vi vil stadig kigge på andre projekter og investere i andre ejendomstyper såsom retail, men vi tror, at ESG-projekter og -ejendomme kommer til at udgøre en større del af det danske investormarked i fremtiden,” slutter han.